Sådan sparer du penge, når boligen skal sælges
Det er i øjeblikket blevet dyrt at leve. Flere og flere priser stiger, og fortsætter formentlig med det i det næste stykke tid. Derfor er der endnu mere grund til at spare penge, når det er muligt.
Skal du sælge din bolig, er der mange omkostninger forbundet med dette. Du skal nemlig have en ejendomsmægler, som kan være dyr, samt betale for energimærkning, tilstandsrapport og elinstallationsrapport. Heldigvis kan du spare penge ved at tænke dig om og undersøge dine muligheder. Nedenfor kan du læse om, hvordan du sparer penge på de forskellige rapporter ved et boligsalg.
Opsøg flere virksomheder og indhent tilbud
Enkelte af de forskellige rapporter til et boligsalg er lovpligtige, det er bl.a. energimærkning og elinstallationsrapport. En tilstandsrapport er ikke lovpligtig, og derfor varierer priserne herpå også rigtig meget, alt efter hvilken virksomhed, du taler med. Lige så vel som du vil indhente tilbud fra forsikringsselskaber bør du også gøre det med virksomheder, som tilbyder tilstandsrapporter. Når du spørger og får flere tilbud fra flere virksomheder, kan du holde dem op imod hinanden og derefter se, hvilken der er billigst. Læg dog mærke til om prisen på tilstandsrapport også inkluderer andre rapporter eller blot tilstandsrapporten alene.
Undgå dyre konsekvenser efter salget
Uanset om du vælger selv at sælge din bolig eller have en ejendomsmægler til det, koster det penge at betale for de forskellige rapporter. I princippet kan du undlade at få en tilstandsrapport på din bolig, men du risikerer at miste potentielle købere, da tilstandsrapporten ofte er en vigtig del af et boligsalg/boligkøb. Det skyldes, at tilstandsrapporten tydeliggør boligens tilstand, hvilket er vigtig viden for potentielle købere. Det er desuden vigtigt for dig at vide, hvad der evt. kan være et problem for køber.
Ydermere vil du ikke have mulighed for at tegne en ejerskifteforsikring uden en tilstandsrapport. Med ejerskifteforsikringen fratages det 10-årige mangelansvar for eventuelle skader efter salg, som du ellers ville skulle hæfte for. Er du ikke forsikret, kan det derfor hurtigt blive en økonomisk udfordring og konsekvens ikke at have en tilstandsrapport. Du bør derfor tænke dig grundigt om, inden du fravælger denne.
Spar penge på flere rapporter
Som nævnt er der flere rapporter, der skal bruges i forbindelse med et boligsalg. Derfor kan det være en fordel for dig at få den samme bygningssagkyndige til at udarbejde alle rapporter. Det overskueliggør processen. Samtidig kan du i langt de fleste tilfælde få en billigere pris på alle tre rapporter, hvis du køber dem samme sted, frem for at købe dem enkeltvis enten samme sted eller hos andre virksomheder. Gør derfor dit forarbejde grundigt, hvis du gerne vil spare der, hvor du kan.
Vælg den rette bygningssagkyndige
Selvom det kan være fordelagtigt at spare en del penge på de mange elementer ved et boligsalg, er det ikke kun prisen, der er afgørende. En anden og vigtig del af boligsalget er også, at du er tryg ved din ejendomsmægler og bygningssagkyndige. Derfor skal du ikke blot vælge den billigste udbyder, hvis du ikke er tryg. Her bør du gå efter den bygningssagkyndig, du er tryg ved og som kan give dig ro i maven.