Fokus: 3 anderledes sportsgrene
Vi kender alle sammen håndbold, fodbold, badminton, svømning og mange flere – og vi har sikkert også alle sammen gået til mindst et par stykker af disse sportsgrene som små. Men der findes en masse mindre kendte sportsgrene, som både store og små kan dyrke. Vi har fundet nogle, som ikke dyrkes af så mange.
Vandpolo
Vandpolo er ikke nogen ny sportsgren – faktisk har vandpolo været dyrket siden midten af 1800-tallet i England og USA, og siden 1900 har vandpolo været på programmet til OL. Fra begyndelsen af 1900-tallet har der også været afholdt danske mesterskaber i vandpolo for både mande- og kvindehold.
I Danmark hører vandpolo under Dansk Svømmeunion og kan dyrkes rundt om i landets svømmehaller. Der findes i omegnen af 40 registrerede vandpoloklubber i landet. Da det kræver 7 spillere på hvert hold, altså 14 personer for at spille kamp, er det svært at stille hold i minder byer.
Hvert hold består af 1 målmand, og 6 spillere i ”marken” – heraf en stopper, en 2-meter, to backs og to vinger. Kampe varer knapt tre kvarter, fordelt på 4 x 8 minutter, hvor i mellem der er 2, 5 og 2 minutters pauser.
Parkour
Historien om parkour går langt tilbage, men det er først i dette årtusinde, at disciplinen er blevet verdenskendt. Tanken bag parkour er at lære at bevæge sig mest effektivt fra A til B kun ved brug af sin krop.
Det kommer måske ikke som nogen overraskelse, navnet taget i betragtning, at parkour stammer fra Frankrig, hvor denne ”sportsgren” er blevet dyrket blandt subkulturer i bymiljøer. Det var med den franske film ”Yamakasi” fra 2001, at kendskabet til parkour blev udbredt verden over.
Desuden har internettet haft en stor betydning for udbredelsen af fænomenet, hvor deling af videoer og billeder har fået resten af verden med på bølgen, og nu kan man i alle storbyer se udøvere, der springer på trappegelændere, halvmure og fra bygning til bygning.
Det er også blevet muligt for børn at gå til parkour-undervisning i flere større byer, hvor børn i alle aldre lærer at bruge kroppen på alternative måder til at komme frem til en ønsket destination.
Floorball
Med rødder tilbage til 1950’ernes USA, er floorball ikke nogen helt ny sport. Men den har altid stået lidt i skyggen af is-hockey, og floorball er da også en afhopper fra is-hockey. I USA brugte man sommerhalvåret til at træne til is-hockey, men uden is måtte man spille ”gulv-hockey”, og med tiden har det udviklet sig til en selvstændig sportsgren.
I 1992 blev det første danmarksmesterskab i Floorball afholdt, og i 2008 blev floorball anerkendt af IOC som en Olympisk sportsgren. I dag er der mere end 100 floorball-klubber i Danmark under Floorball Danmark. Der afholdes sommerlejre, hvor mange hundrede børn deltager og spiller floorball på livet løs.
Selve spillet minder meget om de øvrige hockey-former – i stedet for en puck, er der en rund plastikbold med huller i, og staven, som man spiller med, er også af plastik. Banen er omkranset af 50 cm-banter, og i hver ende af banen er der mål at score på.
Det er desuden en meget spillet sport i landets folkeskoler, da den ikke kræver så meget specielt udstyr eller er særlig svær at gå til. Det er derfor en populær sportsgren for børn i folkeskolealderen, men den vinder også så småt indpas hos den voksne del af befolkningen, som en sjov og udfordrende holdsport.