Derfor får du skæl og sådan undgår du det
Måske døjer du selv med det, eller også kender du en, der gør det. Skæl rammer rigtig mange danskere, og oftest er det mænd som får skæl. Skæl kan give kløe og ubehag i hovedbunden, og derfor er det en god idé at få det behandlet, så snart du opdager det. Bliv klogere på, hvorfor man egentlig får skæl, og hvad du kan gøre for at forebygge det.
Sådan opstår skæl
Der findes to typer skæl. Den tørre og hvide af slagsen, der drysser fra dit hoved, og den fedtede lidt gullige type skæl. Begge typer skæl er døde hudceller fra hovedbunden. Den fedtede skæl opstår som følge af gærsvampen pityrosporum ovale, hvorimod den tørre slags skæl oftest skyldes en tør hovedbund. Når svampen begynder at vokse, kan det føre til skæl, som ses som små hvide flager i hovedbunden.
der findes også andre årsager til skæl, som eks. psoriasis eller seboroisk eksem. Hvis du har problemer med selv at få bugt med din skæl, bør du tage kontakt til din læge for at sikre dig, at du ikke har en hudsygdom som giver dig skæl.
Slip af med din skæl nu og fremover
Har du først fået skæl, skal du finde den rette behandling til det. Der findes både shampooer mod skæl, samt forskellige cremer og/eller salver, du kan bruge i hovedbunden for at blive fri af skæl. Du kan med fordel starte med en shampoo mod skæl. Denne skal gerne indeholde enten zinkpyrithion eller piroctomine olamine, som begge er skældræbende ingredienser. De fleste skælshampooer kan du købe i håndkøb, men er du meget plaget af det, kan du kontakte lægen som kan give dig en recept på en effektiv og mere krads skælshampoo. Denne skal du bruge hver dag i en periode, hvorefter du kan skifte til en almindelig og mildere skælshampoo.
Fremover er der en række ting, du selv kan gøre, så du mindsker risikoen for at få skæl igen.
Giv hovedbunden luft
Det er bl.a. en god idé at undgå huer og hatte, så du giver hovedbunden luft. Det samme gælder, hvis du plejer at sætte håret op, mens det er vådt. Det er en dårlig idé, da det kan give dig skæl og hovedbundsproblemer.
Undgå at klø hovedbunden
Du bør også undgå at klø dig i hovedbunden, da du blot risikerer at irritere hovedbunden mere og give dig selv sår, hvilket kan gøre ondt og give svie.
Spis sundt
En sund og varieret kost samt regelmæssig motion er med til at holde din krop i balance, hvilket kan have en positiv indvirkning på forebyggelsen af skæl. Hvis din krop er i balance, vil hovedbunden sandsynligvis også være det, og det hjælper til at undgå skæl.
Undgå stress
Hvis du oplever, at du er stresset i perioder, kan dette også have betydning for, om du får skæl. Stress kan påvirke kroppen både psykisk og fysisk, og derfor bør du prøve at slappe af og undgå stress i hverdagen, hvis du vil undgå skælproblemer.
Undgå for mange produkter
Hvis din skæl skyldes en tør hovedbund, skal du tage et kig på dine hårplejeprodukter. En forkert shampoo eller tørshampoo, hårspray m.m. indeholder ofte en masse kemikalier som alle kan være med til at udtørre din hovedbund. Overvej derfor at skifte dine produkter ud med nogle der er mildere, eller prøv helt at undvære dem.