Kender du din egen personprofil?
Det kan måske lyde mærkeligt, fordi selvfølgelig kender du dig selv. Du ved uden tvivl, hvordan du er som person, og hvordan du reagerer i forskellige situationer. Men kan du også sætte ord på over for en mulig, kommende arbejdsgiver?
I dag anvender flere og flere virksomheder DISC profiler til at lære jobkandidaterne bedre at kende. Derfor bliver flere og flere virksomheder også DISC certificerede, så de selv kan håndtere disse personanalyser.
Hvad er en DISC profil?
En DISC profil anvendes som et redskab til at beskrive en persons adfærd i forskellige situationer. Den bygger på en spørgeramme, som du skal besvare – og ud fra dine svar, kan virksomheden få et indblik i din adfærd.
Der er ikke nogle rigtige eller forkerte svar, når du svarer på spørgsmålene fra DISC testen. For dig handler det om at svare sandfærdigt, så virksomheden får et indblik i, hvem du er som person.
Ud fra din DISC profil – eller adfærdsprofil – har virksomheden et bedre vurderingsgrundlag til at se, om du passer ind i den stilling, du har søgt.
Det indeholder DISC profilen
En DISC profil består af fire overordnede adfærdsstile:
- Dominance
- Influence
- Stability
- Control
Det er altså ud fra disse fire adfærdsstile, at din personprofil og adfærd vurderes på. Normalt har man ikke kun én adfærdsstil, men man er derimod en kombination af to eller tre af adfærdsstilene.
Du får her en kort præsentation af, hvad de fire adfærdsstile står for:
D – Dominance: Denne adfærdsstil er typisk konkurrerende, dominerende, direkte og autoritær.
I – Influence: Denne adfærdsstil er typisk spontan og impulsiv, inspirerende, energisk og nysgerrig.
S – Stability: Denne adfærdsstil er typisk oprigtig, omsorgsfuld, implementerende, accepterende og afventende.
C – Control: Denne adfærdsstil er typisk detaljeret, perfektionistisk, systematisk, stille og vedholdende.
Hvad bruges en DISC profil til?
DISC profilen fortæller altså noget om dine adfærdsstile. Men hvad kan virksomhederne bruge denne viden til?
I forbindelse med rekrutteringsprocessen bruges DISC profiler særligt til at finde den rette person til den stilling, der skal besættes. Først og fremmest handler det om at finde en adfærdsstil, der passer ind i teamet. Derudover handler det om, at finde en person, der motiveres af de arbejdsopgaver, som han/hun skal varetage.
Med denne viden kan virksomhederne ofte undgå fejlansættelser, netop fordi de er på forkant med personens adfærd og motivation – og ikke mindst sikres det, at personen passer ind i teamet.
Ud over rekrutteringsprocessen kan DISC profiler også anvendes som et redskab til at målrette kommunikationen. Dette gælder eksempelvis i kommunikationen mellem ledere og medarbejdere, hvor lederen ved brug af sin viden om adfærdsstile kan sikre, at budskabet overleveres på en optimal måde, som medarbejderne forstår.
Sælgere kan også bruge sin viden om de fire adfærdsstile til at målrette kommunikationen i salgsprocessen fordi de netop kan undgå de barrierer, som de typisk støder på.
Hvad er din personprofil?
Kender du allerede din personprofil? Så brug denne viden til at finde dine styrker og dine udviklingsområder. Hvis ikke så prøv at tage en (eller flere) tests. Der findes et hav af forskellige tests, du kan tage online, som kan give dig et dybere indblik i, hvad din adfærdsstil er.