Sommerferie i Italien? Dét skal du opleve

Sommerferie i Italien? Dét skal du opleve

 

Selvom det kan virke som om, at der er lang tid til sommerferien, kan det være en god idé at begynde at lægge planer allerede nu. Særligt hvis I er flere, der skal blive enige om, hvor turen skal gå hen, og om hvad I skal opleve.

Italien har i mange år været et populært rejsemål – og med god grund. Italien har så meget forskelligt at byde på, så der er noget til enhver smag, uanset om du drømmer om historiske seværdigheder, gastronomiske oplevelser eller solferie og lange sandstrande.

Italiens (historiske) seværdigheder

Italien er et land med en lang historie, som vi i dag stadig kan se tegn på. Nogle af de mest populære, historiske seværdigheder er Colosseum, Pantheon, Pompeji, Det Skæve Tårn i Pisa, Den Spanske Trappe, Vatikanstaten – og dette er blot for at nævne nogle få eksempler.

Ud over de arkitektoniske perler fra oldtiden og Romerriget, har Italien også mange andre seværdigheder og oplevelser. Går turen til Venedig, bør du også tage på en Gondoltur gennem Venedigs mange kanaler. Skal du til Sicilien, vil en tur til vulkanen Etna være et must – hvis du altså er godt gående.

Mad og vin

Er du på jagt efter gastronomiske oplevelser, er Italien også et oplagt rejsemål. Herhjemme har vi også taget italienske retter til os – for eksempel pizza, lasagne, risotto, pasta, porchetta og meget mere.

Italien er et land fyldt med forskellige madkulturer og madtraditioner alt efter, hvor i landet du befinder dig. Italienerne anvender i høj grad lokale grøntsager i deres madlavning, og derfor kan der være stor forskel fra region til region.

Italien er i høj grad også kendt for sin vin. Faktisk er Italien et af de ældste lande i verden, der producerer vin. Måske har du selv en favorit blandt de italienske vine fra Toscana, Piemonte eller en af de mange andre regioner. Er du ikke helt med på, hvilke vine, der er italienske, kan vi blandt andet nævne Amarone, Barbera, Barolo, Brunello de Montalcino, Chianti og Moscato D’Asti.

Unescos Verdensarvsliste

Alberobello

I Italien finder du flere steder, der ligger på Unescos Verdensarvsliste. Faktisk er Italien det land i verden, der har flest steder, der ligger på listen. I 2021 havde Italien intet mindre en 58 steder op listen – og slår dermed Kina, der har 56 steder på verdensarvslisten.

I Norditalien finder du blandt andet byen med de 100 tårne: Middelalderbyen Alba, Santa Maria Delle Grazie-kirken, Dolomitterne, vinområdet Piemonte, samt vinområdet Asti. Langs kysten finder du også nationalparken Cinque Terre, som består af 5 små byer, der ligger på bjergsiderne.

Ruinbyerne Pompeji og Herculaneum er også et besøg værd, og kommer du længere syd op og ind i landet, kan du opleve de unikke hvide kalkstenshuse i byen Alberobello, eller du kan tage videre til Ostuni, som ligger smukt på en bakketop med udsigt over Adriaterhavet.

Italien er et land, der har så meget forskelligt at byde på, så det er umuligt at nå det hele på én gang. Det kan være svært at vælge mellem de mange oplevelser, og det kan derfor også anbefales at komme tilbage til Italien.

Tilbage er der vidst kun at ønske dig en god rejse!