Lær hvordan ejendomsmæglere sætter prisen på din bolig
Tænk på en ejendomsmægler, og hvad en ejendomsmægler laver. Rigtig mange vil nok allerførst tænke på at fastsætte en pris på en bolig, når man tænker på lige præcis det. Hvis man har set DR1 på noget tidspunkt i de senere år, har man nok ikke kunnet komme uden om programmet Hammerslag, som jo i bund og grund kun går ud på, at ejendomsmæglere skal vurdere boliger.
Programmet er en stor succes for DR, fordi det er sjovt at gætte med hjemme bag skærmen, men det illustrerer også ganske glimrende, hvor svært det kan være at vurdere en bolig. Der har været nogle store missere i tidens løb, ligesom der har været imponerende pletskud.
Det er nemlig ikke en eksakt videnskab at vurdere en bolig, hvad man i øvrigt også kan høre på ejendomsmæglerne i programmet.
Mange forskellige faktorer kan spille ind, og man kan sagtens få forskellige vurderinger fra forskellige mæglere, når man vil have vurderet sit hus. Endnu et vidnesbyrd om, at vurdering af boligpriser ikke er en eksakt videnskab.
Lokalkendskabet er afgørende
Grunden til udsvingene i vurderinger er i hvert fald til dels, at ejendomsmæglere ikke vurderer boligens værdi isoleret, men boligens værdi i det marked, den befinder sig i. Kig på boligboblen der sprang som et eksempel. I løbet af meget kort tid faldt boligpriserne drastisk, men boligerne var jo objektivt set ikke anderledes.
Det var markedet, der var anderledes, og derfor kan man ikke placere en bolig 100 procent korrekt værdimæssigt. Der er også den lille krølle, at den ene køber måske vil betale halvanden million for en bolig, hvor den anden køber kun vil betale en million. Hvor skal værdien så ligge?
En ejendomsmægler i Auning, en lille by på Djursland, hvis man ikke kender den, og en ejendomsmægler på Frederiksberg kan kigge på præcis det samme hus, men deres forståelse af markedet er forskellig. Den lokale ejendomsmægler vil sandsynligvis være mere præcis.
Den lokale ejendomsmægler ved nemlig bedre, hvordan salget går i området, hvad der er efterspørgsel på netop her, og hvordan priserne og altså konkurrencen i området er.
Boligens egentlige forhold er naturligvis også vigtige
Det siger sig selv, at hvordan boligen ser ud, er indrettet, dens stand og lignende også spiller ind på prisen. Et faldefærdigt, gammelt, småt hus bliver ikke pludselig mange millioner værd, hvis man eksempelvis tog det fra et lille marked som Auning og satte det på det dyrere Frederiksberg.
Ejendomsmæglerne har tit en kvadratmeterpris i hovedet, som de får ganget op med boligens areal, og så har de et udgangspunkt. Dertil kan de så lægge noget for eksempelvis udsigt og især havudsigt. Vi elsker at kigge på vand, og det kan mærkes på boligprisen.
Hvis der er mange ting på tilstandsrapporten, der skal laves, vil prisen falde, og det vil prisen også, hvis indretningen er uhensigtsmæssig.
Snakker man om et hus eller en gård, hører der også noget grund til, og grundens størrelse har også en betydning for prisen. Der er altså mange ting, man skal være opmærksom på som ejendomsmægler, og som sælger må man nogle gange gå med den mægler, man har den bedste kemi med i stedet for den højeste vurdering.